Idjaevlensvold 72 DPI 600X900 WebUse“Værs’go Evy.”

Han holder døren, og den unge kvinde sætter sig forsigtigt ind på sædet. Stuarts øjne undersøger hver en centimeter af hendes krop uden på nogen måde at skjule sin interesse.

“Hvor gammel er det, du er blevet?”

“Blev 21 for nogle dage siden.”

Hun fjerner en tot af sit blonde hår fra ansigtet og smiler, men ser ikke op på ham. Hun mærker, hvordan den sorte stramme kjole med slidserne glider op omkring hendes lår, da hun elegant forsøger at sætte sig ind på bagsædet. Hun ved, at hendes blonde trusser kan ses, og med en ufrivillig bevægelse forsøger hun at holde hånden for, så de ikke er alt for tydelige. Ud af øjenkrogene ser hun, at han smiler, og en knugede fornemmelse breder sig i hendes mave. Hun smiler genert, men føler sig stadig på usikker grund. Hun er nødt til at sætte af med det ene ben, før hun kan trække kjolen ned på plads igen, og derved vil hendes lår skilles. Hun kniber øjnene sammen og sætter af. I samme øjeblik får hun øjenkontakt med chaufføren i bakspejlet. Han smiler, og hun ser straks hen på Stuart, som tilsyneladende har travlt med andre og bedre ting. Hans øjne klæber sig til hendes ben. Evy er sikker på, at han har set, at hun stirrer på ham, men han hæver ikke blikket for at møde hendes. ”Jeg er en god pige! Jeg er en god pige! Jeg er en god pige!” De tavse ord, Evy hvisker til sig selv, når ikke helt ind til hendes hjerte. Hun får gåsehud, som om tusinder af myrer løber hen over hendes arme.

“Sådan, så er du vist på plads.”

Stuarts hæse stemme overrasker Evy, da han langsomt glider ned i sædet ved siden af hende, så hans lår ligger helt tæt op ad hendes. Han veksler et blik med chaufføren, som smiler høfligt igen.

“Lad os køre den unge dame hjem.”

Stuart henvender sig ikke til chaufføren, som alligevel sætter limousinen i gear og kører. Bilen bevæger sig langsomt, som om hele øjeblikket trækkes ud i en uendelighed. En ubekvem stilhed breder sig i limousinen, og kun den svage, næsten fraværende støj fra dækkene fornemmes i det fjerne. Efter noget tid vover Evy at kigge på Stuart. Denne gang sender han hende et kort, men fraværende smil, helt og aldeles tømt for den varme, han ellers havde overøst hende med hele aftenen. Han havde småsnakket hele aftenen og aldrig ladet hende ude af syne. Han kom med den ene drink efter den anden og havde fortalt hende om små pudsige hændelser, som var overgået ham. I malende vendinger havde han fortalt hende, hvordan han havde opnået sin succes og rigdom. Han fortalte ivrigt om sin ungdom, og om sine drømme om at blive rig og respekteret. Af og til stoppede han op for at tænke tilbage. Evy havde følt sig beæret. Hun vidste, hvor mange højtprofilerede sociale arrangementer han deltog i, og det, at han gav hende så meget opmærksomhed, virkede som en drøm. Som hun sad her ved siden af ham i en limousine med privatchauffør, følte hun en sær form for tilknytning til ham. Som om han ikke længere var fremmed for hende.

“Evy?”

“Ja.”

Evy er pludselig flov og føler sig overbevist om, at hendes stemmen røber hendes tanker. Hun smiler forlegent til ham. I hans smil er der igen den samme opmærksomhed og varme, som hun har oplevet hele aftenen.

“I løbet af aftenen har jeg flere gange villet stille dig et spørgsmål. Kan jeg stille det nu?”

Hans toneleje gør hende tryg, og hun mærker, hvordan hendes muskler én efter én slapper af.

“Ja selvfølgelig.”

“Evy, kan du huske mig?”

Hun ser overrasket på ham. Smilet er forsvundet.

“Huske dig? Nej.”

Hun ryster forsigtigt på hovedet, mens en følelse af skyld vælter ind over hende.

“Fra hvornår?”

“Husker du, at du og din søster kom på en legeplads. Den lå altid i skygge.”

Han tøver, og det virker, som om han overvejer, om han skal fortsætte.

“De fire træer er så store, at deres kroner stort set dækker hele legepladsen?”

Evy nikker langsomt.

“Ja, jeg husker godt legepladsen.”

“Hvor gammel var du der? 9?”

“Jeg er ikke sikker på, hvornår du mener. Vi legede der tit.”

“Din søster… Linda?”

Evy nikker tavst.

“I stod og græd, mens I holdt om hinanden, og pludselig satte hun i løb, Linda, og du blev alene tilbage.”

Stuart kigger ud ad vinduet, mens han overvejer sine næste ord.

“Jeg var der tit, mens du og Linda legede der. Men I stoppede pludselig med at komme.”

Limousinen holder for rødt, og Stuart kigger efter en smuk kvinde, der sætter sig på hug for at samle en pose æbler op.

“Ti. Vi var ti den dag. Den dag husker jeg.”

Evy kigger ned på sine hænder.

“Jeg sad på bænken, som jeg plejede. Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig græd I. Du stod helt alene tilbage. Jeg gik over til dig og gav dig et trøstende knus.”

Stuart ser hende ikke længere i øjnene.

“Vi satte os på græsset bag træerne, så jeg kunne trøste dig.”

Den knugende fornemmelse vender pludseligt tilbage, og hun begynder at hive efter vejret. Hun tænker tilbage, men synes ingen vegne at komme. Hun kigger på chaufføren i bakspejlet, men han har kun øje på vejen foran limousinen.

“Du husker mig slet ikke?”

“Stuart, hvad skete der på legepladsen?”

Stuart ser direkte på hende.

“Intet.”

Furerne i hans ansigt træder frem i det svage lys og danner en kontrast til de meget lyseblå, næsten isblå øjne. Han ser direkte på hende, og en ubehagelig kulde løber igennem hende.

“Så er vi der om et øjeblik.”

Evy hører chaufføren, men har kun øje på vejen foran dem. Hun mærker, hvordan følelsen af kulde afløses af mismod, jo længere de kommer ned ad vejen omgivet af de små huse. Hun ved, at hendes mor vil sidde sunket helt sammen i lænestolen foran TV’et og sandsynligvis sove, mens en ligegyldig film ruller over skærmen. Stuart ser på hende.

“Skal vi fortsætte festen et andet sted?”

Stuart rører let ved hendes lår, og pludselig dukker små glimt fra legepladsen for så mange år siden op fra et sted godt gemt i hendes hukommelse. Hun slår blikket ned. Det er, som om et minde er ved at bryde igennem.

“Hmm, skal jeg holde ind til siden her?”

Chaufførens stemme er utålmodig.

“Skal vi fortsætte festen, Evy?”

Stuart tager fat om hende hage og vender hendes ansigt mod sig. Hun forsøger at smile, til trods for det ubehag hun føler.

“Skal vi fortsætte festen?”

Hans stemme er skiftet fra varm og behagelig til kølig og ubehagelig, og kulden i hans øjne synes at ramme noget inde i hende. Det går det op for hende, hvor lidt hun ønsker at skulle gå igennem døren til det gule træhus med de hvide rammer omkring døren og vinduerne for at finde sin mor sovende foran TV’et.

 

For at købe     Tilbage til uddrag