DanserMedLivetWebUseHendes øjne fanger de første snefnug, der blander sig med vindens bevægelser. Snart danser hvirvlerne som florlette slør igennem luften uden for vinduet. Hun står foroverbøjet og hviler albuerne mod den hvide vindueskarm. Ganske let mærker hun kulden fra vinduet, men der er varmt i stuen, og hun kan stadig lugte tomatsuppen og brødet, hun ristede på brødristeren her til aften. Hun betragter, hvordan asfalten begynder at blive plettet af sneen, der har arbejdet sig igennem vindens labyrint. Hun kan se sit eget spejlbillede i den mørke rude, men når ikke at dvæle længe ved det, før en lyd fanger hendes opmærksomhed. En bildør, der smækker overraskende højt i den hvide verden udenfor. Snart støder kattens snude mod hendes kind i sin søgen efter kærtegn og opmærksomhed.

Hendes hånd stryger næsten som per automatik over kattens hoved, før den griber om krusets hank, og atter er hendes opmærksomhed rettet mod rudens kolde overflade. Men denne gang ser hun ikke på sneen. Hun søger i stedet sit eget spejlbillede. Ved første øjekast synes spejlbilledet ukendt og fremmed, og det giver et ryk i hende, da hun ganske langsomt genkender sig selv. Duften af kaffe når hendes bevidsthed. Fugerne i ansigtet er dybere, end hun husker dem. Det mørke hår hænger lidt pjusket omkring hendes ansigt. Hun synes, at spejlbilledet virker fjernt og en smule sørgmodigt. Katten møder hendes øjne i spejlbilledet, og længe synes de låst i hinandens søgen. Hun sætter igen koppen fra sig, men det lille øjebliks mangel på opmærksomhed har løsnet katten fra hendes blik. Resultatet er endnu et lille puf fra dens snude. Hun smiler, mens hun ser på katten og lader sin hånd glide over dens hoved og fortsætte ned over dens ryg. Katten kniber øjnene sammen og nyder tydeligvis hendes gentagende bevægelser. Langsomt begynder den at spinde. Først lavmælt, så gradvist højere og højere.

“Tænk hvis jeg havde haft den viden, jeg har i dag. Tænk hvis jeg havde haft den tidligere”.

Hun har ikke fjernet sit blik fra katten, mens hun taler. Den sidder helt stille med halvlukkede øjne og modtager, mens den fortsætter med at give højlydt udtryk for sin nydelse.

“Hvor mange fejl tror du, jeg ville have undgået? Hmm… Og hvor mange tror du, jeg alligevel ville have lavet? Det er, som om jeg gentager mine fejl igen og igen, og for at det ikke skal være helt løgn, bliver jeg lige overrasket over resultatet hver gang.”

Langsomt retter hun sig op, mens hun bevæger skuldrene op og ned. Hun bevæger hovedet fra side til side og derefter lidt frem og tilbage. Hun tager sig til nakkemusklerne og lader til at være tilfreds med resultatet og stopper. Så kaster hun et sidste blik på sneens fantastiske dans foran hendes vindue. Hver gang fnuggene rammer lampernes skær, lyser de op, som om de blinker. De hvirvler ud i mørkets glemsel for lidt efter igen at dukke op i lyset med fornyet skønhed. Hun smiler stille for sig selv og vender sig tænksomt bort. Længe står hun helt stille, før hun næsten usynligt ryster på hovedet. Så går hun hen imod stuens dør, hvor hun med et sæt brat stopper op. Et smil breder sig over hendes ansigt, mens hun rækker hånden mod den øverste hylde i reolen.

”Hvor har jeg tørret dig af for støv mange gange uden egentlig at forholde mig til dig.”

Hendes øjne følger notesbogen med dens orange plastomslag, mens hun tager den ned fra hylden. Hun bemærker mønstret i omslaget og kradser lidt i det med sin lange pegefingernegl.

“Se.”

Hun vender sig mod katten.

”Den købte jeg, da jeg engang mente, at jeg ville skrive dagbog.”

Hendes finger piller ved hjørnet af notesbogen.

“Jeg fik aldrig begyndt. Jeg havde for travlt.”

Hun ser på katten, som stadig sidder i vindueskarmen, men den ænser hende ikke. Halen går fra side til side, og hun ved, at den har set noget interessant nede på gaden. Hun ser ned på notesbogen og lægger hovedet lidt på skrå. Hun sukker stille og går hen til vindueskarmen og kaster et blik ned på vejen, men hun kan ikke se, hvorfor katten finder den så interessant. Hun bliver stående lidt. Kattens hale, der med en rytmisk præcision fejer hen over det malede træ i vindueskarmen, synes ikke at stoppe. Der er stadig intet at se. Hun kigger på katten, der stadig ikke ænser hende, og trækker træt på skulderen, lægger notesbogen fra sig og slukker lyset, da hun forlader stuen.

”Sengetid, frøken missekat.”

Katten vender hoveder og ser efter hende, da hun forlader stuen, hvorefter den atter kaster blikket mod vejen nedenfor.

Det varer dog ikke længe, før hun hører det velkendte bump fra katten, der lander på parketgulvet. Den kigger sig omkring i stuen og sætter sig så og klør sig på halsen. Endelig ser alt ud til at være, som det skal, og den trasker efter hende ind i soveværelset.

 

For at købe     Tilbage til uddrag